Artikel bragt i Vesterbro Bladet den 7. maj 2003.

Kabelfri nutid

Andelsboligforening i Tietgensgade er på forkant med udviklingen og har netop fået installeret kabelfri adgang til internet.

AF MICHAEL FRIIS


De kan sætte sig ud i solen på en bænk i gården og tjekke mails og gå på nettet uden at skulle have en 50 meter lang forlængerledning med. De kan have flere computere i samme lejlighed uden at skulle trække grimme kabler og bore huller i vægge og lofter. Og for dem, som internettet rager en høstblomst, betyder det, at de ingen gener har ved at deres naboer m.fl. deler en internetadgang. Opgangen bliver nemlig ikke berørt af installationen.

De har som den første ejendom på Vesterbro fået installeret kabelfri adgang til internettet.


Med på noderne

Det er ikke første gang Andelsboligforeningen Tietgensgade 70 og 72 er på forkant. Allerede i 1980'erne fik ejendommen lagt hybridnet ind, så beboerne får deres tv-programmer til en billigere pris end enkeltabonnenter.

Vi møder bestyrelsesmedlem Bent Christiansen, bestyrelsesformand Jørgen Sand Nielsen og Morten Egebjerg, der er med i et firma, der hjælper ejendomme med at få den kabelfri opkobling.
Hverken Bent Christiansen eller Jørgen Sand Nielsen ligner deciderede computernørder, så hvor kom det her fra?
- Nogle af de unge spurgte hvordan og hvorledes med fælles internetadgang og bestyrelsen tog det op og undersøgte mulighederne og indhentede tilbud fra forskellige firmaer, fortæller Jørgen Sand Nielsen.
- Så læste jeg en artikel om den andelsboligforening på Frederiksberg, hvor Morten bor og som havde fået kabelfri internet. Jeg kontaktede ham og så var det næsten afgjort. Det viste sig nemlig, at det kostede mindre at få kabelfri adgang end med kabler.
- Ja, supplerer Morten Egebjerg.
- Det er en handlekraftig bestyrelse - det tog tre dage, så var det aftalt.
Andelsforeningen har 15 andelshavere og de 10 ville gerne være med. De skulle anskaffe et kort, der gør det muligt at samle signalerne op fra de to sendere og modtagere, der blev sat op på hver af de to køkkentrapper. De deles om en internetadgang og har en forbindelse på såkaldte 2 megabyte i sekundet og det er hurtigt.


Fri for huller alle vegne

Hastigheden er nu ikke det vigtigste for formand Jørgen Sand Nielsen:

- Vi er særlig glade for at slippe for alle de huller og hvis man har flere computere, så skal der heller ikke trækkes flere kabler til stik i de forskellige værelser. Vi har bogført installationsprisen på 45.000 som en forbedring på ejendommen, så andelshaverne har ikke skullet have penge op af lommen til det. Der skal betales abonnement for internetopkoblingen og vi har ladet andelshaverne selv bestemme, om de ville være med. Det synes vi er mest retfærdigt, selv om jeg har hørt om andelsboligforeninger, hvor man lader alle betale uanset om de vil bruge det eller ej.


Ingen klager

Morten Egebjerg viser lige hvordan man suser på nettet, men det tager en hulens tid, hvilket giver ham lejlighed til at slå fast:
- Det er en todelt løsning, der er valgt her. Et trådløst netværk og en fælles opkobling til Tiscali. Og det er ikke det trådløse netværk, der er noget i vejen med.
Det var det nu alligevel for vi stod nede i et beboerrum i kælderen og her modtog den bærbare ikke godt, men hvis Morten flyttede sig fem meter, så gik det strygende. Det gjorde det også oppe i gården, hvor alt gik glat hele tiden ligesom det virker i lejlighederne, fortalte Jørgen Sand Nielsen, der endnu ikke har fået en eneste klage over det nye system.


Interne ambassadører

Man skal bruge nogle edb-kyndige folk for at komme i gang, men Morten Egebjerg fortalte, at de satsede på at få et par superbrugere i hver ejendom, så de kunne løse spontant opståede problemer.
Folk fra konsulentfirmaet giver dem et kort kursus i, hvad der kan ske og hvad man skal gøre. De kalder dem 'interne ambassadører'. Typisk skal man også have nogle til at sætte et netkort i ens computer, hvis der ikke allerede sad et. Formanden havde selv en museumsgenstand af en computer, som slet kunne komme på nettet uanset hvad, men han har investeret i en splinterny bærbar, som fungerer fremragende.


Perspektiver

Morten Egebjerg giver til slut nogle perspektiver:
- Der er allerede 10 caféer i København, hvor du kan tage din bærbare med og med samme kort, som du går på nettet hjemme, kan du gratis gå på nettet på caféen. I USA er der 16.000 steder, hvor det kan lade sig gøre og det vil også slå mere og mere igennem herhjemme. Det næste kan være benzinstationer, hvor du kan holde og tjekke mails og som et kuriosum: Boeing-fabrikkerne bygger nu fly med trådløst netværk, så passagererne kan gå på nettet under turen.