Nyhed, Byggecentrum : 17.12.2003

Fra sojasilo til moderne boliger

NCC forvandler sojasiloer til markante boliger i den ny Havnestad

Et af Københavns havnefronts mest spændende boligbyggerier er ved at tage form på Islands Brygge. Når byggeriet er færdigt i 2005, har entreprenørfirmaet NCC givet indsejlingen fra Østersøen til hovedstaden et nyt vartegn: Et svævende, levende "uendelighedstegn".

Samtidig får København 84 nye, moderne ejerlejligheder i den attraktive bydel Havnestad, der er ved at skyde op i og omkring ØK's tidligere Sojakagefabrik på Islands Brygge.

Lejligheder udenpå silorørene

Lejlighederne, Gemini Residence, bygges uden på to 39 meter høje silorør af beton, der i øvrigt hver har en diameter på 25 meter.

Betonrørene danner det indre fundament for de nye lejligheder og inde i begge betonrør skabes et glasoverdækket atrium i fuld højde med indre balkoner, trapper og elevator.

Selve lejlighederne bygges udenpå betonrørene ved hjælp af en vippekonstruktion, som holdes fast af en ring af jordankre, der inde i selve rørene er boret ned i jorden.

Byggepladsen

På byggepladsen kan man i disse dage se, at der med et mandsstort diamantskær er skåret huller i silorørenes beton for at få plads til de 26 lange ståldragere på hver 11 meter. De store stålbjælker fastgøres til jordankrene og på den måde fastholdes de otte ydre etager både elegant og solidt.

De 26 ståldragere, der lige nu stritter nøgent ud i luften, danner i 10 meters højde den nedre del af de otte etager med lejligheder. På den måde løftes alle lejlighederne i vejret til en enestående udsigt over Københavns Havn, vandet og Amager Fælled.

Udenpå lejlighederne, der får glasfacader hele vejen rundt, sættes omløbende to meter dybe balkoner, hvor beboerne kan nyde både vand og by. Bygningen er så høj, at havet kan ses fra fjerde sal og op i alle lejligheder.

Hollandsk inspireret idé

Ideen om at omdanne de tidligere frøsiloer er opstået hos NCC, der i 2001 afgjorde en international projektkonkurrence, hvor den hollandske tegnestue MVRDV vandt med ideen om den svævende uendelighed. Det videre arkitektsamarbejde er udført i tæt samarbejde mellem MVRDV, danske Jensen + Jørgensen + Wohlfeldt Arkitektfirma A/S og NCC.

Kilde: NCC