Amerikanske roser til Vesterbro

Af ASGER WESTH

Offentliggjort 10. august 2004 03:00

Ros fra New York Times til det livlige liv på Vesterbro og de mange blandede tilbud i bydelen, der har fået en ansigtsløftning uden at miste sit særpræg.

København er andet end Den Lille Havfrue og Tivoli. Også set gennem et par amerikanske solbriller.

New York Times beskriver i en artikel i positive vendinger, hvordan Vesterbro fra at have været et kvarter, hvor man kunne se kanyler ligge og flyde i rendestenen under de fliser, hvor luderne solgte sig selv - hvis ens opmærksomhed da ellers ikke blev forstyrret af et gadeslagsmål - har forandret sig til et blomstrende udbud af oplevelser, butikker, barer og billige spisesteder.

Luderne er der stadig, men i Øksnehallen, hvor kvæget frem til 1960'erne stod tøjret, før det blev slagtet, skridter »nydeligt udsultede modeller« i dag ned ad catwalken i et stateligt udstillingsrum for design- og modefolk. Det er den herboende forfatter og filmmand Ken Chowder, der har været i byen for den amerikanske avis for at vise læserne en anden side af København end det traditionelle glansbillede.

»Vesterbro er blevet genfødt,« skriver Ken Chowder, der blandt andet noterer, at det er tilladt at ryge på de fleste cafeer og mener, at bydelen er et godt sted at være ung og har en delikat blanding af arbejderkvarter, etnisk mangfoldighed og kulturelle modsætninger.

Selv om den postitive omtale ikke kan måles direkte, er der glæde hos turistorganisationen Wonderful Copenhagen (WOCO).

»Det er en lille dråbe, som er med til at fylde spanden og skabe et godt image. Når artiklen overhovedet er kommet i stand, er det først og fremmest fordi, Vesterbro har udviklet sig i den sidste halv snes år,« siger direktør Lars Bernhard Jørgensen, WOCO.

»Det er klart bedre at få postiv omtale end at indrykke en annonce, som ville have kostet flere millioner kroner,« siger han.

Stoltheden skal frem

Lars Bernhard Jørgensen glæder sig over, at det er lykkedes at få fokus på mere end det klassiske København.

»Med de ruter, som vi giver turisterne, prøver vi at inspirere dem til at se andre sider af byen. De kender efterhånden Den Lille Havfrue. Men det er en dårlig idé at lave en strategi for at lokke folk til. Tingene fungerer bedst, når man har noget at byde på, som folk er stolte af,« siger han.

Asger Westh