Renovering af ejendommens hoveddøre

Projektet er gennemført

Pr. 15-12-2004 har de renoverede hoveddøre været færdige i nogle uger, og beboerne er ved at vænne sig til, at der skal ydes et betragteligt tryk for at åbne dørene - til gengæld er problemet med åbne / ulåste døre endelig løst.

Indvendig er dørene blevet malet med hvid farve i samme nuance, som de øvrige døre i opgangen, og fremtræder nu solide og velholdte.


Renoveringen er igangsat

Pr. 26-10-2004 har hoveddørene fået monteret nogle kraftige stålprofiler til afstivning, så problemerne med dørenes buede facon i fugtigt vejr skulle gerne være løst.

I den nærmeste fremtid vil der desuden blive monteret nogle nye, kraftige dørlukkere, som er dimensioneret, så dørene kan lukke selv om det blæser.

Det drejer sig om model TS 93 B 5-7, som er beskrevet på Nørholm & Lemming's hjemmeside, hvor der også er et par billeder af det færdig­monterede produkt, se her og her.


Ejerforeningens formand, Thomas Sørensen, har pr. 07-10-2004 desuden modtaget tilbud på installation af et automatisk, elektrisk styret dørlukkesystem, som kan fungere i samspil med dørtelefonen.

Hvis det hen over vinteren 2004-2005 viser sig, at de nye dørlukkere ikke giver tilfredsstillede lukning af dørene (eller at de gør det for besværligt at åbne dørene *), vil bestyrelsen fremsætte forslag om montering af sådanne anlæg på ejerforeningens generalforsamling i foråret 2005.

De nye dørlukkere vil i givet fald kunne blive genbrugt på bagtrappernes døre (eller hvor der er behov for udskiftning).



Hoveddørene trænger til "et grundigt eftersyn"

Bestyrelsen har pr. september 2004 modtaget anmodning om snarlig istandsættelse af hoveddørene mod gaden:

"Specielt i Ingerslevsgade 108 er døren skæv og buet (og slår sig i fugtigt vejr). Desuden er lukke-mekanismen slet ikke tilstrækkelig, når det blæser mere end nogle få meter per sekund. Situationen er nu den, at døren ofte står ulåst, og at vinden suser, piber og fløjter ind gennem opgangen, hver gang vejret bliver lidt barsk. Hvis vejret er tørt, bliver døren derimod hamret mod karmen, så gulve og vægge ryster i hele opgangen."

Bestyrelsens formand og næstformand har på et uformelt møde pr. 24-09-2004 besluttet, at en renovering af yderdørene umiddelbart kan igangsættes som en del af det løbende vedligeholds­arbejde i ejendommen.

Det blev herunder fastlagt, at lukke-mekanismerne (dørpumperne) bør udskiftes og at dørene skal forstærkes med stålprofiler.

Thomas Sørensen har pr. 06-10-2004 haft møde med firmaet Nørholm & Lemming A/S, som udover professionel rådgivning om den nuværende løsning kunne tilbyde at installere et automatisk åbne/lukke system, som skulle sikre en særdeles nem og brugervenlig håndtering af yderdørene.

Da prisen for det automatiske system er betydeligt højere end en løsning, hvor folk selv skal yde den nødvendige kraft for at overvinde lukkemekanisme og vindtryk, vil der i første omgang blive monteret "almindelige" dørlukkere (dog af bedre kvalitet og styrke end de nuværende).

Hvis de nye, manuelle dørlukkere i løbet af vinteren viser sig utilstrækkelige eller for tunge / besværlige, vil bestyrelsen fremsætte forslag på generalforsamlingen i foråret 2005 vedr. installation af automatiske dørlukkere.