Områdets historie


Vesterbro opstår

Gammelt billede af København Landskabet mellem Valby / Solbjerg Bakke og Absalons befæstede by bestod af strandenge og maritimt forland - et nord-syd gående dalstrøg med en å, hvis løb senere blev ændret og opdæmmet til den nuværende Peblinge- og Sortedams Sø til forsvars- og drikkevandsformål.

Jorderne blev fra stenalderen brugt til græsning og senere benyttedes arealerne til mere pladskrævende funktioner, som den stadig voksende by ikke kunne rumme mere. Der kom stubmøller, haver og reberbaner til, kvægavlere samlede deres dyr og drev dem til marked og Kanonstøberiet på Gammelholm brugte engene til indskydning af nye kanoner. I 1620 stod der opført 7 reberbaner og 18 møllebakker i jordebogen.

I 1600-tallet skabte Christian IV Skt. Jørgens Sø sammen med en fremskudt forsvarslinie, kaldet "Retrenchementet", fra strandengene langs Kalvebod strand over Vodroffså / Rosenåen til hovedvolden til Skt. Jørgens Sø.
Kystlinien forløb på det tidspunkt ved den nuværende Sønder Boulevard.


Landevejen

Københavns vigtigste forbindelse til provinsen og udlandet var Roskilde Landevej, der i tidernes morgen blev anlagt hvor man også om vinteren kunne komme tørskoet frem. To markveje førte fra landevejen ned mod stranden, i dag Enghavevej og Vesterfælledvej. Langs disse strakte marklodderne sig ned mod stranden. Senere blev deres form grundlag for de langstrakte og smalle karéer.


Fra land til by

Udenfor Voldene måtte på det tidspunkt kun bygges i én etage. I en forsvarssituation skulle der, ifølge Demarkations-bestemmelsen, hurtigt kunne skabes et frit skudfelt ved at fjerne bygningerne. Nedenfor landevejen fandtes byens pladskrævende funktioner som møller, græsning, kvægmarked, tømmerplads og skyde- og reberbaner. De til- og frarejsende tiltrak mange andre erhverv, der var forlystelser for enhver smag og landevejskroer (som for eksempel Sorte Hest). Udsigten til at tjene hurtige penge fik mange til at omgå Demarkations-bestemmelsen og bygge nye og større gæstgiverier og lyststeder. Vesterbro er den dag idag de rejsendes indfaldsport til hovedstaden, fra hovedbanegården er der kort afstand til såvel logi som forlystelser (hotel- og forretningslivet på Istedgade ved Hovedbanen).

Strandengene nedenfor græsningsarealerne blev i første halvdel af det 19. århundrede brugt som losseplads for byggeaffald efter de store københavnske brande i 1728 og 1795, samt bombardementet i 1807. Derved blev den oprindelige kystlinie ved nuværende Sønder Boulevard enfterhånden flyttet til den bestående Kalvebod Brygge.

Da der i forbindelse med tilflytning fra landet og begyndende industrialisering og befolkningstilvækst opstod akut boligmangel indenfor voldene, ophævedes byggeforbudet på forsvarsarealerne udenfor disse. Hovedstaden led af kronisk pengenød, især efter brandene og bombardementet, og solgte nu ud af sine fæstegrunde på oplandet til private, hvorved finansieringsgrunlaget for senere byggeri blev lagt. Grundene fik dog pålagt den såkaldte "Rød Servitut", der sikrede byen minimal indflydelse på senere byggeri.


Karréstrukturen

Gammelt kort De mange smalle lodder mellem Landevejen og stranden opdeltes i matrikler der bebygges af private bygherrer, for det meste håndværksmestre, som spekulationsobjekter med henblik på senere salg eller udlejning. Kravet om maksimal afkast af investeringen førte til at byggeloven blev udnyttet til det yderste (og tit omgået), blandt andet derfor fremhersker de lange smalle gader med høje huse på begge sider, der ikke tillod meget lys eller luft at komme til bunds, i den ældre del af Vesterbro.

Det tidlige indre Vesterbro er grundlæggende bygget højt og smalt, hvorimod man længere ude byggede med mere luft og lys i gaderne og gårdene. Ny byggelovgivning og et skift fra privatfinansieret spekulationsbyggeri til halvoffentligt (arbejderbevægelsen og boligforeninger) og offentligt initiativ.

Ser man på arkitekturen fra indre Vesterbro ud mod det nyere Enghaven langs Sønder Boulevard og Ingerslevsgade, vil man bemærke at såvel gader som gårde bliver bredere og luftigere og der kommer flere grønne islæt.


Facadestilen

I slutningen af sidste århundrede brugte man flere klassiske stilarter repræsenteret, de rige, delvis græsk inspirerede facader, afspejlede forhusenes beboeres status. Ønsket om maksimalt afkast af investeringerne ses tydeligt i Skydebanegade, hvor forhusene har indbugtninger for at forlænge forfacaden og dermed antallet af forhuslejligheder, der kunne udlejes for dertil svarende højere pris.


Beboersammensætning

Baghusene og gårdene blev beboet og brugt af arbejdere og håndværkere, mens kældrene og underetagerne husede handlende og værtshuse. Denne brogede sammensætning forsvandt efterhånden som den primære efterspørgsel efter boliger gik fra småborgere og håndværkere til den voksende arbejderklasse og deciderede lejekaserner med ensformige lejlighedsenheder vandt frem.


Fortsæt med ejendommens udvikling eller gå til emnet Geografi.